Filmaften i konfirmandstuen

Næste filmaften i konfirmandstuen er tirsdag den 19. februar kl. 19.30. Her viser vi Wolfgang Beckers “Good bye Lenin”, som er en prisvindende film om menneskelige relationer i en turbulent tid præget af Berlinmurens fald og Tysklands genforening.
Filmens hovedperson er den dybt overbeviste kommunist Christiane, der bliver ramt af et slagtilfælde og falder i koma, kort før hendes elskede DDR bryder sammen. Da hun vågner igen, forsøger hendes søn at skåne hende for virkeligheden, og han skaber derfor en illusion om, at DDR stadig består.