Forfatterarkiv: Administrator Benthe

Bededagsgudstjeneste i Stadil Kirke

Sidste? – Bededagsgudstjeneste i Stadil Kirke fredag den 5. maj 2023

Vi fyldte ikke kirken, men mange kom til gudstjenesten og sang blandt andet Kom maj du søde milde. Det er jo også en art bøn. Bagefter spiste vi af Dorthe Kolbys varme hveder.

Skal vi gøre det igen fremover? Hvem ved?

Majhilsner fra sognepræste Unna-Pernille Gjørup

Kunst på tværs på Stationen i Tim

I Kr. Himmelfartsferien bliver der en spændende udstilling at besøge i Den gamle Station i Tim. Som tidligere år vil der igen kunne opleves varieret kunst – udført af lokale kunstnere.

I år bliver udstillingen anderledes unik da det er første gang, der kan vises værker udført af Tim KreaKlub – der med basis hver torsdag – mødes til inspirerende samvær på Stationen. Det er der kommet en masse kunst ud af – udført af både erfarne og af kunstnere på hobbyplan.

Den professionelle keramiker Jenny Byskov Jeppesen kommer hjem til Tim for at vise sit stentøj frem. Til daglig bor og arbejder Jenny på sit værksted og Galleri i Agerskov. Jenny er nu at finde repræsenteret på anerkendte udstillinger over hele landet.

Gunver Hald arbejder fortsat med lerfiguren. Ofte fremtræder den i den rå ler uden glasur, men Raku teknikken har bragt nye dimensioner. Det er fascinerende at arbejde med gas, ild og masser af røg i en proces, hvor man aldrig kan være sikker på slutresultatet.

Igen i år vil Agnethe Esager – nu som erfaren kunstmaler – udfolde sig på Stationens vægge med form og farver på sine lærreder. Langt mere end sidste år vil hun også vise sine små og store skulpturelle ting frem – lavet af materialer fra naturen og genbrug. Her er der tid til både eftertænksomhed og et stort grin.

Mød op – besøg vores udstilling og Pop Up cafeen – det er gratis og en oplevelse værd!

Åbent dagligt kl. 13.00-17.00 i perioden 18.-21. maj 2023

Kirkekoncerter

Alle gode gaver… eller julens overflødighedshorn
Onsdag den 7. december fik vi den første af to julekoncerter i pastoratet.
Rindumkoret, der har flere lokale medlemmer, havde spurgt, fået ja, og sang i aftes for og med en næsten fyldt Stadil kirke.
Smuk solosang samt Olavs smukke orgelspil. Sikken dejlig aften.

Nu kan vi bare glæde os til på onsdag den 14. december, hvor vore egne lokale musikere holder julekoncert i Vedersø kirke.
Vel mødt også dertil.
/ Unna-Pernille Gjørup